Hemivertebrae

Hemivertebrae

Hemivertebrae er en alvorlig, medfødt, fejludvikling af rygsøjlens hvirvler. Kan ses som sporadisk misdannelse hos alle hvirveldyr og hos mennesker. Tilstanden hos hunde ses primært hos de hunderacer, hvor der er fremelsket korte snuder (brachycephale) og korte rygge evt. tillige med skruehaler. ( F. eks. Fransk Bulldog, Engelsk Bulldog, Mops og Bostonterrier). Genetisk synes lidelsen kompleks, flere gener er involveret. Genetisk er lidelsen endnu ikke udredt.

 

Den typiske fremavlede skruehale hos Bulldogs er opstået som følge af hemivertebrae i halehvirvlerne. En avlsmæssig ”godkendt misdannelse” kan man sige. Her betyder sammenvoksning og deformitet af hvirvlerne dog ikke noget for hundens førlighed, idet halehvirvler ikke indeholder rygmarv med udgang af nerverødder. Den korte proptrækkerhale kan dog give hudproblemer i området, på grund af hudfolder, som er fugtige og meget svære at rengøre, hvilket kan føre til hudbetændelse. Halehvirvlerne er en del af rygsøjlen, og forekommer misdannelsen hemivertebrae længere oppe i ryggen, typisk de bageste brysthvirvler og bageste lændehvirvler kan der opstå alvorlige symptomer sfa. trykning af rygmarv og nerverødder med smerte, halthed og lammelser til følge.

 

Det er meget forskelligt fra hund til hund, hvor mange hvirvler der er angrebet, og hvornår der opstår symptomer på lidelsen. Enkelte hunde kan leve et helt liv med deforme hvirvler, uden at der er opdaget symptomer herpå. Dette medfører, at det er svært at selektere avlen uden krav om undersøgelse for hemivertebrae. Alle kan dog kun være interesserede i at gøre alt, hvad der er muligt for at mindske forekomsten af en så alvorlig lidelse hos vores racehunde.